Lav en webshop med WordPress og WooCommerce – guide (2026)

Skrevet af
Nicky Christensen Nicky Christensen
Udgivet
Opdateret
Læsetid
5 min
wordpresswoocommercewebshopguide

En WordPress webshop er stadig en af de billigste måder at komme i gang med at sælge online. WordPress er gratis, WooCommerce er gratis, og med et almindeligt webhotel kan du have en shop oppe på en weekend. Det svære er at sætte betaling, moms, fragt og de danske regler rigtigt op.

Denne guide bygger på webshop-kapitlet i min bog WordPress Guiden, som du kan hente gratis. Teksten her er opdateret til, hvordan WordPress og WooCommerce fungerer i 2026.

Er WordPress det rigtige valg til din webshop?

WordPress med WooCommerce er et godt valg, hvis du:

  • vil eje din shop selv og ikke betale et månedligt abonnement pr. funktion
  • har både indhold (blog, guides, landingssider) og produkter
  • har et mindre til mellemstort katalog
  • vil kunne udvide shoppen med plugins eller egen udvikling senere

Til gengæld har du selv ansvaret for opdateringer, backup og sikkerhed. Vil du bare sælge og helst ikke tænke på drift, er Shopify ofte nemmere. Jeg har sammenlignet de to i WooCommerce eller Shopify i 2026.

Det skal du bruge

  • Et domæne, gerne .dk, hvis du sælger i Danmark
  • Et webhotel med SSL (https), automatisk backup og PHP i en nyere version. En webshop belaster serveren mere end en almindelig hjemmeside, så vælg ikke det absolut billigste
  • WordPress og WooCommerce, begge gratis
  • En betalingsløsning til kort og MobilePay
  • CVR-nummer, hvis du driver virksomhed, og styr på moms

Sådan laver du en webshop med WordPress – trin for trin

1. Installer WordPress

Brug webhotellets 1-klik-installation. Sæt sproget til dansk under Indstillinger → Generelt, og vælg "Indlægsnavn" under Indstillinger → Permalinks, så dine produkt-URL'er bliver pæne.

2. Installer WooCommerce

Gå til Plugins → Tilføj nyt, søg efter WooCommerce, og installer det. Opsætningsguiden spørger om butikkens adresse, valuta (DKK) og hvilken type produkter du sælger. Du kan altid ændre det senere under WooCommerce → Indstillinger.

Sådan får du WooCommerce på dansk

WooCommerce er oversat til dansk. Står WordPress på dansk under Indstillinger → Generelt → Sprog på webstedet, henter WooCommerce automatisk den danske oversættelse. Mangler den, så gå til Kontrolpanel → Opdateringer, og klik "Opdater oversættelser". Tekster i dit tema og i plugins fra andre udviklere oversættes kun, hvis de selv har en dansk oversættelse.

3. Vælg et tema, der er bygget til webshops

Alle temaer kan i princippet vise WooCommerce, men langt fra alle gør det godt. Vælg et tema, der:

  • officielt understøtter WooCommerce og er opdateret inden for det seneste halve år
  • er hurtigt. En langsom webshop sælger mindre, især på mobilen
  • understøtter blok-editoren, så du kan redigere forside, kurv og kasse uden page builder

Et let blok-tema er et bedre udgangspunkt end et "alt-i-et"-tema med 30 indbyggede plugins.

4. Opret dine produkter

Under Produkter → Tilføj nyt opretter du simple produkter (én pris), variable produkter (fx størrelse og farve) eller digitale produkter, som kunden downloader. Brug gode billeder, skriv en unik produkttekst i stedet for producentens, og udfyld varenummer og lagerstatus.

5. Sæt betaling op

Her bruger de fleste begyndere mest tid. I Danmark forventer kunderne typisk at kunne betale med kort (inkl. Dankort) og MobilePay. Det gør du via en betalingsgateway med et WooCommerce-plugin, fx en dansk løsning som Quickpay eller en international som Stripe.

Vær opmærksom på, at Dankort kræver en indløsningsaftale. Mange gateways hjælper dig med at oprette den. Test altid hele købsflowet i testtilstand, før du åbner shoppen.

6. Moms og fragt

  • Moms: Slå skatter til under WooCommerce → Indstillinger → Generelt, og opret en dansk momssats på 25 %. Priser til forbrugere skal vises inkl. moms.
  • Fragt: Opret en fragtzone for Danmark med de metoder, du tilbyder. Vil du have pakkeshop-valg i kassen, skal du bruge et plugin fra din fragtudbyder eller en fragtintegration.

7. Handelsbetingelser, privatliv og cookies

Sælger du til forbrugere, skal du blandt andet oplyse om 14 dages fortrydelsesret, leveringstid, priser og reklamationsret i dine handelsbetingelser. Du skal også have en privatlivspolitik og indhente samtykke, før du sætter statistik- eller marketingcookies. Opret siderne, og link til dem i footer og kasse.

8. Sikkerhed, backup og hastighed

En webshop gemmer ordrer og kundedata, så den er et oplagt mål for angreb:

  • Slå automatiske opdateringer til for plugins, og fjern dem, du ikke bruger
  • Tag backup dagligt, og test, at du kan genskabe den
  • Brug stærke passwords og to-faktor-login til administratorer
  • Komprimer billeder, og slå caching til. Men sørg for, at kurv, kasse og "min konto" ikke caches

Hvad har ændret sig i WooCommerce de seneste år?

Bruger du ældre guides (eller min bog fra 2020), så vær opmærksom på:

  • Kurv og kasse er bygget med blokke. Udseendet redigeres i blok-editoren, og gamle shortcodes og visse plugins virker ikke på samme måde
  • Ordrer gemmes i nye, hurtigere tabeller (HPOS). Ældre plugins, der ikke er opdateret, kan give problemer
  • Betalingsplugins er skiftet ud. Flere udbydere har lanceret nye plugins, så følg din gateways aktuelle vejledning
  • Universal Analytics er lukket. Statistik kører på GA4 eller alternativer, og kræver samtykke

Kan man lave en webshop gratis?

Delvist. WordPress, WooCommerce og mange temaer er gratis. Du betaler for domæne og webhotel, typisk et par hundrede kroner om året for en lille shop, plus gebyrer til din betalingsgateway pr. transaktion. Tilkøb som premium-temaer, fragtintegrationer og avancerede plugins kommer oveni.

Hvornår skal du have hjælp?

Du kan komme langt selv. Men når shoppen skal integreres med lager, ERP eller økonomisystem, have mange varianter og sprog eller kunne klare sæsontoppe, er det tid til en udvikler. Se, hvad en WooCommerce webshop koster, eller læs om, hvordan jeg arbejder som WooCommerce-udvikler.

Vil du hellere lære det hele fra bunden, kan du hente WordPress Guiden gratis. Webshop-kapitlet gennemgår opsætningen med skærmbilleder. Husk, at de er fra 2020.

Nicky Christensen
Skrevet af

Nicky Christensen

Senior Freelance Webudvikler · Technical Director hos Checkmate.dk

19+ års erfaring med websites, webshops og SaaS-platforme — fra iværksættere til enterprise (Grundfos, Vestas, Harness). Jeg skriver om frontend, arkitektur og det at bygge digitale produkter der holder.

Læs mere om Nicky

Har du brug for en erfaren udvikler?

Lad os tage en snak om hvordan jeg kan hjælpe med teknisk strategi, arkitektur og frontend-udvikling.

Kontakt mig